Forskningschef ser den samme fejl gå igen i mange af sagerne om vold i skolerne: »Tiden er ikke til at dysse det ned«

Forskningschef Andreas Rasch-Christensen har fulgt den debat om den forråede folkeskole, som Berlingske har udfoldet de seneste måneder. Han har studset over en tendens, der går igen på mange af de skoler, der oplever problemer med vold, trusler og et forrået miljø. »Det er, når de forsøger at dysse problemerne ned, at skolens fællesskab skranter, og mistilliden mellem forældre, lærere og skoleledere eskalerer,« siger Andreas Rasch-Christensen, der er forskningschef ved professionshøjskolen VIA University College. Helt aktuelt har en gruppe ansatte på Grøndalsvængets Skole i København sendt et brev for at råbe ledelsen på skolen og forvaltningen i Københavns Kommune op. Lærerne mener, at ledelsen ikke vil anerkende problemerne med vold, trusler og forråelse. De skriver også, at skolen praktiserer en pædagogik, hvor »eleverne ikke har nogen oplevelse af reel konsekvens af deres handlinger«. For Andreas Rasch-Christensen viser det tydeligt problemet. Når ledelser dysser vold, voldsom adfærd og et forrået miljø ned, eskalerer situationerne. »Der er en lærergruppe, der gerne vil være konsekvent og handle på de her problemer. Men de er usikre på, om ledelsen vil bakke dem op. For de har en ledelse, der udadtil siger, at der ikke er de problemer, lærerne mærker,« siger Andreas Rasch-Christensen. Nej til neddysning Berlingske har de seneste måneder beskrevet en forrået folkeskole, hvor slag, spark og kvælertag er en fast del af skoletiden. Hvor elever bliver bortvist for voldsomme handlinger, og lærere bryder sammen i de rå miljøer. Andreas Rasch-Christensen mener, at både faglige kredse, forældre og kommuner må anerkende, at vold og trusler er et problem, som skal håndteres. For det kan hurtigt sætte sit præg på en hel skole. »Skoleledelserne bliver nødt til at anerkende det og vise, at de vil tage hånd om det. Det er skolens fællesskab, der afhænger af det,« siger han. Han giver et eksempel på, hvordan voldsomme episoder eller et forrået miljø lynhurtigt kan sætte sig i fundamentet på en skole. »Lederne bliver usikre, for de frygter, at forældrene tager deres børn ud eller går til kommunen. Derfor forsøger de at dysse det ned,« siger han. Samtidig bliver lærerne usikre, »fordi ledelsen ikke anerkender det problem, de står med«. Og så er der forældrene. De forstår ikke, at ledelsen ikke anerkender, hvor stort et problem det er, at en elev er blevet udsat for vold. »Så bliver forældre sikre på, at det her dysses ned, og at der ikke handles,« siger Rasch-Christensen. Derfor er han ikke i tvivl. Der skal tales åbent om volden, og den skal håndteres med autoritet. »Det er en stor risiko, man løber, for tiden er ikke til at dysse det ned.« Konsekvens er gledet ud Forskningschefen peger på, at lærerens autoritet er en af flere afgørende faktorer, hvis voldsom og utilbørlig opførsel skal til livs. »Ros og anerkendelse virker bedre end skældud og straf. Men der skal også være mulighed for sanktioner, når nogen bryder rammerne,« siger han. Men den har det svært for tiden, skolens autoritet. Af flere grunde. For det første – og i tråd med, hvad lærerne på Grøndalsvængets Skole efterlyser – føler lærere ofte ikke, at de må udvise konsekvens. »Konsekvens er ikke et nyt værktøj i pædagogikken. Men det er, som om det er gledet ud,« siger Andreas Rasch-Christensen. Han mærker det selv, når han »debatterer i faglige kredse«. »Så siger dygtige mennesker, at det jo er vigtigt at møde unge med empati og omsorg og inddrage dem. Og det er rigtigt. Men det er også vigtigt med klare rammer og konsekvens, og det er ikke hinandens modsætninger,« siger han. Faktisk anser han det som »mangel på omsorg«, hvis man som lærer ikke udviser en konsekvens. »Elever skal forstå, hvilke regler der er i skolen. Fortæller man dem ikke det, og inddrager dem, så forstår de dem jo ikke. Så danner vi dem ikke.« Sidste år ændrede undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) ordensbekendtgørelsen i folkeskolen, så skoler nemmere kan bortvise elever, der har udøvet vold. Autoritet og tillid Men det er ikke kun lærernes kompetencer og værktøjer, der afgør, om de er en autoritet for børnene. »Det er også et kollektivt fænomen,« siger Andreas Rasch-Christensen. Og her spiller skolelederne og forældrene en helt central rolle. Lederne, fordi de skal bakke lærerne op i at sanktionere dårlig opførsel. Stik modsat det, lærerne på Grøndalsvængets Skole føler. Forældrene, fordi de i børnenes øjne er de største autoriteter. Forestil dig eksempelvis, hvis forældre taler dårligt om en lærer derhjemme. Læreren tager forkerte beslutninger, hun kan heller ikke skabe ro, og hun giver også for lave karakterer, lyder det måske rundt om middagsbordet. Det sætter sig. Det undergraver læreren. Eleverne mister respekten, påpeger forskningschefen. »Vi som forældre er nødt til at være tydeligere over for børn og unge om, at vi har forventninger til, hvordan de går i skole,« siger Andreas Rasch-Christensen. »Det er ikke bare naturligt for dem, at lærerne bestemmer; forældrene er nødt til at være eksplicitte. De forventninger skal også i spil« https://www.berlingske.dk/indland/forskningschef-ser-den-samme-fejl-gaa-igen-i-mange-af-sagerne-om-vold-i